OPLEVELSESORIENTERET TERAPI
Oplevelsesorienteret terapi er en ‘klient-centreret’ terapiform, hvilket betyder, at det terapeutiske arbejde tager udgangspunkt i dét, som lever hos klienten og i mødet med terapeuten – her og nu. Tilgangen bygger på en antagelse om, at vi mennesker har et iboende potentiale for udvikling i os dvs. vi vil altid have muligheden og evnen til at finde vej igennem livet og kapacitet til at finde løsninger på de problemstillinger, som tilværelsen måtte byde os. Det kræver ‘blot’, at vi er villige til at tage ansvar og villige til at gå nysgerrigt og undersøgende ind i det, vi oplever og det er netop den livsindstilling, som oplevelsesorienteret terapi søger at understøtte.
Med andre ord, det er en terapeutisk tilgang, som ikke dikterer retningen for klienten, men som hjælper klienten med at finde sine egne svar og muligheder på de udfordringer, som lever nu og her.
Det terapeutiske arbejde
I oplevelsesorienteret terapi, har jeg som terapeut stor vægt på relationen og på at skabe et autentisk og ligeværdigt møde – dvs. jeg indtager ikke en ekspert-rådgivende rolle, men en støttende, empatisk og spørgende tilgang til det, du bringer frem.
Det betyder også, at der arbejdes med det nuværende og konkrete – dvs. med det, som tager plads nu og her – eller med det fra fortiden eller fremtiden, som påvirker dig i din væren nu og her. Du vil også opleve, at jeg vil være transparent ift. at inddrage, hvad jeg registrerer og samler op i samtalerne med dig dvs. jeg vil italesætte hvad, jeg ser, mærker og hører med henblik på at skærpe din opmærksom på dine følelser, reaktioner og måde at indgå i kontakten på.
Så, er du åben for en fælles udforskende og reflekterende praksis, hvor du vil blive støttet og udfordret til at finde din egne svar, kunne jeg godt være den rette terapeut for dig.