Emotionsfokuseret terapi
Emotionsfokuseret terapi (EFT) er en anerkendt terapeutisk tilgang, som også ligger indenfor oplevelsesorienteret terapi dvs. den klientorienterede tilgang, hvor der arbejdes med det nuværende og konkrete – og derudover trækker EFT på gestaltterapien. Tilgangen bygger på en dyb forståelse for, hvordan vi mennesker fungerer på et emotionelt plan og har et positivt syn på emotioner, der anses for at være vores indre navigationsinstrument. Dvs. det er vores emotioner, der kontinuerligt guider os til at forstå os selv samt til at forstå vores reaktioner, behov og handlinger.
EFT handler ultimativt om at hjælpe mennesker med at håndtere deres emotioner mere effektivt dvs. at hjælpe dem med at drage nytte af deres emotioner, så de opnår et sundere forhold til sig selv og til andre.
EFT i praksis
I praksis understøtter EFT, klienten i at bevæge sig fra en intellektuel forståelse af sig selv til en emotionel oplevelse af sig selv. Dvs. det terapeutiske arbejde indbefatter at være åben for at gå ind i de emotionelle tilstande – også eventuelt uafsluttede og smertefulde dele, som ikke tidligere har været håndteret og som fortsat lever ureguleret.
EFT er en aktivt guidende terapeutisk tilgang – ikke at forstå som styrende i forhold til indholdet af, hvad klienten måtte være i kontakt med, men med henblik på at hjælpe klienten med at processere de følte emotioner.
Med andre ord, jeg vil som terapeut komme med forslag, som hjælper dig med at få kontakt til dine emotioner og jeg vil hjælpe dig med at reflektere over, hvad de betyder samt med at forstå, hvornår du skal reagere på dem og hvornår du skal justere på dem. Igennem denne opmærksomhedsproces, vil du lære at forstå dine følelsesmæssige responser bedre og du vil få nye perspektiver på det, du oplever – og dermed opnå bedre kontrol over dine reaktioner. Du vil ultimativt lære at regulere dine følelser og dermed få det bedre med dig selv og andre.